|
| Nikolaus Kuhnert er udgiver og chefredaktør af tidsskriftet ARCH+. Siden 2009 har Siedle og ARCH+ opbygget et tæt samarbejde, der er opstået på basis af den fælles interesse, der findes omkring tærsklens arkitektur. |
Det hele startede med samarbejdet omkring tærskelatlasset. I dette atlas offentliggjorde ARCH+ for første gang et omfattende overblik over tærskelelementer i arkitekturen, der baserede på forskningsresultater, der var udarbejdet af videnskabsmænd fra den tekniske højskole ETH Zürich. Siden 2010 har Siedle deltaget som initiativpartner i arrangementsrækken ARCH+ features, hvormed unge, innovative bureauer præsenteres. |
Nikolaus Kuhnert: Fru Siedle, os forbinder en gammel kærlig til begrebet tærskel. Her er der tale om overgangsfænomener, der for det meste ikke lægges mærke til, både af rumligt-arkitektonisk eller samfundsmæssigt-kulturel art. Det implicerer også altid kontrolfunktionen, inklusion eller eksklusion, forholdet mellem sikkerhed og tilgængelighed og når det kommer til stykket om det store tema kommunikation. Med tærskelatlasset har ARCH+ behandlet temaet i en udgave, hvis indholdsmæssige potentiale De erkendte og understøttede med det samme på det tidspunkt. De deltog i symposiet på ETH Zürich og var med til at arrangere ARCH+ features. Hvor kommer denne store interesse i dette tema, som jeg gang på gang har lagt mærke til hos Dem? Det er noget meget usædvanligt, der kommer fra min iagttagelse i virksomheden.
Gabriele Siedle: Der findes nogle gange afgørende møder, som man ikke kan planlægge. For lige netop da vi var begyndt at tale sammen, havde vi besluttet hos Siedle, at vi ville beskæftige os mere intensivt med temaet, og at vi ville forstås som "beskytter af tærsklen". Denne positionering har jeg fremskyndet for at udvikle en bevidsthed for vores arbejdes kulturelle dimension inden for og uden for virksomheden. Vi ville finde ud af, hvilken kulturhistorisk betydning tærsklen har, og hvordan den forandrer sig i fremtiden.
Nikolaus Kuhnert: Hvad sker der, hvis både kommunikationens og tærsklens rolle har forandret sig i stor grad på grund af digitaliseringen? Man behøver bare at tænke på samtaleanlægget, der har udviklet sig i starten af det 20. århundred. I dag er vi i stand til at kontrollere adgangen overalt vha. en Smartphone. Også Siedle har netop udviklet et IP-system, som i grunden gør det muligt at kontrollere tærsklen via internettet. Deres verden i Furtwangen er altså også en højteknologisk verden. Nu møder De en arrangementsrække, hvor arkitekter betragter temaet tærskel meget mere kulturelt og socialt og ikke så meget teknisk: Vi har gennemført forskellige arrangementer om alternative former for bygherremodeller som f.eks. byggegrupper og byggeforeninger/andelsboligselskaber osv. Men vi har også inviteret designere som f.eks. KRAM/WEISSHAAR eller designeren Konstantin Grcic fra München, der sammen med Muck Petzet har formgivet den tyske pavillon på arkitekturbiennalen, der finder sted i år. De er altså "innovationsdrivende" inden for Deres produktsegment. På den anden side er De åben, når det drejer sig om indhold, og søger efter kulturelle og sociale innovationer i den fælles arrangementsrække.
Gabriele Siedle: Det er netop det vigtige og interessante ved vores samarbejde. Siedle har skabt en teknologisk basis, der egentlig muliggør alt. Den tekniske knowhow erstatter dog ikke en virksomhedsstrategi. Det er meget mere vigtigt, at vi spørger os om, hvad den rigtige vej er på basis af denne teknologi. Hvor ser samfundet tærsklen i fremtiden? Starter den virkelig foran døren, eller skal den mere betragtes som en slags kommunikation? Hvad er ude, hvad er inde, hvad er privat, hvad er offentlig? I denne kontekst skal vores diskussion gå ud over det rent tekniske, da de nyeste teknologier ikke hjælper mig, hvis jeg ikke har nogle ideer til produkter, der lever op til tidens krav.
I mellemtiden er der med ARCH+ features opstået et arrangement, hvor arkitekter og designere ikke kun har udvekslet meninger om arkitektoniske tærskelzoner, men også om tærskler i samfundet og inden for den kommunale bypolitik. Vi havde mulighed for at følge disse meningsudvekslinger ret intensivt, og jeg kan sige, at det har givet os meget mere, end jeg havde turdet håbe. Hvis jeg retter blikket bagud, så er vi stødt på mange problemstillinger, der har udvidet vores horisont og beriget vores innovationsprocesser: |
Hvilken betydning har tærskler i et samfund, der ændrer sig meget hurtigt og som også udvikler nye måder at leve sammen på? Alt dette var behandlet fantastisk i featureene, og vi kunne skyde os ind på temaet ud fra helt andre blikvinkler. Når vi i dag diskuterer om teknologier og fremtidsprodukter, så kigger ikke blot på markedet for at finde ud af, hvor udviklingen evt. går hen. På grund af samarbejdet med Dem tager vi nu også højde for sociale og kulturelle aspekter i diskussionen – også hvordan vi skal reagere på de økologiske og samfundsmæssige betingelser. Jeg kommer så til at tænke på den 15. udgave med Arno Brandlhuber og June 14, som var i Berlin, sidste gang jeg deltog i den. Arkitekterne har krævet følgende i forbindelse med bæredygtigheden: reducer jer og lær at give afkald på rare standarder, byg med klimaet, byg kommunikativ.
Nikolaus Kuhnert: Tager vi f.eks. temaet andelsboligforening, da spørgsmålet om overgangen er meget godt at anskueliggøre her. Her spiller ikke kun det klassiske overgangsrum mellem indgangsdør og gade en rolle, da byggegrupper ja som regel forsøger at udbygge den fælles andel, hvorved der opstår flere tærskelzoner.
Gabriele Siedle: I denne sammenhæng har optaktarrangementet med BARarchitekten og deres projekt i Oderberger Straße efterladt et dybt indtryk hos mig. Arkitekterne har beskæftiget sig intensivt med den samfundspolitiske udvikling, der finder sted i tætbefolkede områder som f.eks. Berlin. Dér spiller så ting som f.eks. en garage eller bilen som statussymbol slet ingen rolle mere. De skal beskæftige dem meget mere med de behov, som erhvervsarbejdende, enlige mødre har. Det drejer sig om meget pragmatiske ting som f.eks. legepladser eller modtagelse af post og andre leveringer, når der ikke er nogen hjemme. Det kræver nye former for tærskelelementer som f.eks. postkasser, der åbnes med koder, eller opbevaringsrum, der muliggør levering, mens modtageren ikke er hjemme. Det ville så være en mellemtærskel mellem offentlig, halvoffentlig og private rum. Det vidunderlige projekt fra BARarchitekten har bekræftet mig inden for det område, at vi skal understøtte tanken om serviceydelser for erhvervsarbejdende mennesker meget mere.
Det gælder også løsninger for fælles områder, hvor beboerne bliver nødt til at kommunikere med hinanden. Disse rum kan f.eks. bookes via en kommunikativ grænseflade. Men så har vi måske ikke mere brug for det klassiske kamera foran døren, men derimod for andre former for tærskler, der bedrer forbinder de nye rumlige overgange mellem det, der er privat, fælles og offentligt.
Nikolaus Kuhnert: Vi bevæger os altså fra den gamle dørtærskel hen mod spørgsmål omkring organisation og virtuel verden. Uforandret bliver menneskernes behov for sikkerhed.
Gabriele Siedle: Vores firma står for sikkerhed, og der skal vi sikre, at vores produkter kun tillader, at tærsklen overskrides af personer, der har lov til det. Den store udfordring består så i, at teknikken ikke kommer til at dominere mennesket. Også dét har vi lært af Arno Brandlhuber i arrangementet i St. Agnes-kirken, der sagde, at man skal holde op med at gøre kompleks teknologi endnu mere komplekst. Det betyder følgende for vores arbejde: Koncentrer jer igen på grundfunktionerne. I dag kan vi realisere virtuelle og berøringsløse tærskler, men i virkeligheden vil menneskerne det måske slet ikke. De vil bare kunne lukke en dør. Arrangementerne med Dem giver os mulighed for at filosofere, diskutere og vurdere alt dette. Og så tager vi hjem til Schwarzwald og forsøger at integrere disse overvejelser i vores innovationsproces. |
|
|
