|
| For første gang under fri himmel: Den 13. udgave i serien deltog i den „store verdensudstilling 2012“, som Theater Hebbel am Ufer og raumlaborberlin (Arch+ features 3) arrangerede på Tempelhof-terrænet i Berlin. |
De store afstande på den forhenværende lufthavns kæmpemæssige friarealer er en del af udstillingskonceptet. Besøget fører hurtigt til en lille vandring fra den ene kunstinstallation til den næste – arrangørerne anbefaler ikke uden grund at medbringe en cykel. |
|
|
En del af denne parcours er et amfiteater, som gruppen „Umschichten“ har opført af genbrugsmaterialer. Ikke nok med at deltagerne i ARCH+ features 13 skabte scenen uden et tag over hovedet, de så også bort fra de sædvanlige multimediemæssige hjælpemidler. I stedet for beamer og lærred blev en tømret drejescene, udhæng og modeller taget i anvendelse.
> til video-dokumentation
Når der alligevel skal bygges, så lad det være en udfordring
Arkitekten Florian Köhl, kunstneren og arkitekturteoretikeren Nikolai von Rosen og performancekunsteren John Bock benyttede sig på skift af dette instrumentarium for at præsentere et fælles projekt: Et bygningskompleks, hvor arkitekten realiserede individuelle boliger for kunsterne. Til dem? Eller snarere med dem? Eller var det omvendt bygherrerne, der virkeliggjorde deres forestillinger med hjælp fra en arkitekt?
Sproget som spejling af relationen; Nikolai von Rosen fortæller, hvordan bygherrer i dialogen med arkitekten benytter sig af konjuktiv - mulighedsformen: Hvordan ville det være, hvis? På den måde tilfører de nye perspektiver for indikativens, realitetens og det forudbestemtes verden. Han ser ikke bare sin bolig som en følge af rum, men som „referencemaskine“, hvor der ved planlægningen er blevet kæmpet om forskellige semantiske strukturer, betydninger, referencer og synspunkter. Således drejede det sig for arkitekten frem for alt om en trappe, for bygherren og den kommende beboer derimod om „trappemotivet“, som det gjaldt om at intensivere; om, hvad en trappe betyder, hvad den gør i et rum og bevirker for menneskene. „Når der alligevel skal bygges, så lad det være en udfordring“ - sådan beskriver von Rosen kort sin rolle som bygherre.
Hvor krummelurer opstår
En udfordring er sådan et udsyn uden tvivl også for arkitekten. Er denne „allerede til stede forinden for så at blive udtrykt i løbet af processen“? John Bock, der fremstiller denne fortrængning i en performance lige så anskueligt som fornøjeligt, har ligeledes sin helt egen synsmåde på det fælles byggeri. Han fremstiller kunstneren som parasit, der kobler sig på, hvor „væsenstilstedeværelser i reguleringssystemet“ støder sammen. Fra dette møde udsuger parasitten fragmenter, fortrinsvis i grænseområder, ved de „flakkende kanter“: „Hvor krummelurer opstår, er jeg til stede!“ Parasitten fordøjer brudstykkerne, omdanner og udskiller dem. Dermed indvirker den på sine omgivelser, sætter yderligere forandringer i gang, som ideelt set fører til „revolution og samfundsmæssig optimering“.
Medarkitekterende bygherrer
Lige så underholdende performancen er, lige så præcist beskriver den tilegnelsesprocessen, transformationsprocessen og dannelsen af noget nyt. Med ordstyreren Anh-Linh Ngos ord: „Med tilkomsten af flere forfattere ændrer opgaven sig. Huset ville ikke være opstået sådan uden kunstnerne.“
„Et nyt forhold mellem arkitekt og medarkitekterende bygherre“ konstaterer Nikolaus Kuhnert fra ARCH+, der henviser til, at arkitekten endnu mangler at finde sin rolle og sin selvforståelse i dette delte forfatterskab: „Hvem har trukket tænderne ud af arkitekten“, spørger han næsvist, for sådan taler bygherrer, kunstnere forstås, nu engang, og altid i jeg-form. Arkitekten Köhl derimod foretrækker det halvvejst anonyme, "vi", hvor individet træder i baggrunden, idet han hermed henviser dels til sit firma, dels til det "forfatterkollektiv", han danner med bygherrerne.
Brugere med ekspertstatus
Arkitekturteoretikeren Felix Stalder fra ETH Zürich ser en trend, en bevægelse, som ændrer forholdet mellem ordregiver og serviceudbyder. Begge mødes som forfattere i øjenhøjde, brugeren gør i højere grad krav på og får en ekspertstatus, der tidligere var forbeholdt arkitekten.
Er dette nye, delte forfatterskab særlige omstændigheder skyldigt, forbeholdt private bygherrer eller ligefrem kunstneres kreative kraft? Kan det overføres til storprojekter, til institutionelle bygherrer, hvor effektivitet og profit spiller en langt større rolle? Diskussionen foran og med publikum var en prøvesten for, hvorvidt den præsenterede undtagelsessituation lader sig overføre. Dermed blev temaet letzten ARCH+ features genoptaget: Jan og Tim Edler fra realities:united plæderede her indgående for at definere forfatterskabet påny hinsides den altdominerende stjernearkitekt. Hvor Edlers hermed først og fremmest henførte til professionelle projektmagere og den professionelle håndværksbranche – idet de nævnte deres eget arbejde som eksempel – så førte diskussionen på Tempelhof-terrænet videre ud i det meget mere omfattende temaområde „den arkitekterende lægmand“.
At bringe ting til udfoldelse
Begrebet forfatterskab, så vidt det foreløbige facit, drages i tvivl mere end et sted, og hermed den rigoristiske adskillelse af discipliner og kompetencer. Det præsenterede byggeprojekt er et eksempel i lille målestok - iscenesættelsen af den „store verdensudstilling“, hvor teaterfolk og arkitekter arbejder sammen, et eksempel på et større projekt. At det ikke forbliver ved disse dimensioner, understreger Anh-Linh Ngo afslutningsvis. I en konsekvent fortsættelse når det participative princip den byarkitektoniske størrelsesorden: „Hvordan giver man plads til frirum i en by, hvormed ting bringes til udfoldelse?“ Eller, med von John Bock, til revolution og samfundsmæssig optimering.
På billedet, oppefra og ned:
Florian Köhl, Nikolai von Rosen, John Bock, Matthias Lilienthal (Theater Hebbel am Ufer)
Alle fotos: Carl Christian Schmidt |
|
|
