|
| Som "ekstrem godt kompleks" betegner Arno Brandlhuber kirkecentrummet St. Agnes, som han bygger om sammen med June 14 – Johanna Meyer-Grohbrügge & Sam Chermayeff – for galleriejeren Johann König. I kirkens menighedscentrum præsenterede de to bureauer den forsigtige sanering af bygningskomplekset. |
Samtidigt gik arkitekterne sammen med ARCH+-redaktionen i en diskurs om kommunale livsformer. Med udgangspunkt i eksemplet Tokyo, hvor Meyer-Grohbrügge og Chermayeff levede i Moriyama House, som tilhørte Ryue Nishizawa, diskuterede deltagerne den ændring, som fandt sted i forholdet mellem inde og ude og den permanente forhandling af grænser.
> til videodokumentation |
|
|
Kirkecentrummet St. Agnes i Berlin-Kreuzberg, der blev færdigt i 1967, opstod efter planer fra Werner Düttmann og er et typisk værk fra brutalismen. Forskellige funktioner grupperer sig omkring et atrium. Det centrale rum er det imponerende kirkeskib, det fremtidige udstillingsrum. På dettes vægge findes den samme rå puds, som også ses på den udvendige facade. Bygningens karakteristiske råhed generer ikke Brandlhuber. Hans indgreb i kirkeskibet er "relativ sensibel, selv om det er graverende rent optisk": Brandlhuber placerer et såkaldt "bord" inde i rummet, nøjagtigt på højde med det tidligere kor. Derunder finder showlageret plads, derover gallerirummet. Ved at dele rummet op ændres, ifølge Brandlhuber, det "guddommelige, opadrettede perspektiv til et vandret, næste kvadratisk perspektiv". Atriet udformes af June 14 i "much cuter form" som nyt, spirituelt centrum i St. Agnes. |
|
|
"Negotiating boundaries" betegnede Johanna Meyer-Grohbrügge og Sam Chermayeff deres bidrag om livet i Moriyama House hos Ryue Nishizawa i Tokyo; dér arbejdede de begge to for SANAA. Moriyama House fordeler sine funktioner på forskellige byggeelementer, giver afkald på et entydigt centrum og en klar afgrænsning til omgivelsen. "Med huset som værktøj skulle vi formidle forholdet til det udvendige rum og til hinanden", fortæller begge to, "det er en katalysator mellem ting og mennesker". Den lukkede natur, som rummene har her i landet, er resultatet af en historisk udvikling, ikke deres mål, siger Meyer-Grohbrügge og Chermayeff, der konstaterer et behov for nye boligmodeller også i Europa: "Arkitektur kan tilbyde muligheder i stedet for at være en lukket skal." |
|
|
Bo i byen: "Vi lavede sjove ting f.eks. lod vi døren stå åben ud til gaden, mens vi sov, så den blev del af vores soveværelse… De andre naboer, der ligeledes var del af vores verden, gjorde det samme."
Bolig- og livsformerne i Tokyo er, ifølge Nikolaus Kuhnert, typisk for en kultur, der opfanger og videreudvikler påvirkninger udefra. Af den hurtigt ændrende byggemåde i Tokyo, hvor en bygning fornys efter gennemsnitligt 26 år, afleder redaktionen centrale teser også for den europæiske byggekultur: En "primitiv fremtid" bliver, ifølge Ngo, nødt til at komme, for indtil nu fører forbedret teknik i bygninger til, at der er brug for endnu mere teknik – en ende er i sigte. Som "heuristisk funktionalisme" betegner Kuhnert udlagringen af boligfunktioner, som fører til "Culture of Access" iht. Ngo: Ikke enhver skal besidde alting, det er snarere sådan, at den kollaborative brug bliver vigtigere. Det gælder i større og større grad også for rum. |
|
|
Nye former for fleksibilitet ses i form af "Antivilla" af Arno Brandlhuber i Krampnitz uden for Potsdam, som Kuhnert viser som eksempel. Hele bygningen inddeler Brandlhuber i forskellige klimazoner med en varm kerne i midten og tiltagende eksponering hen mod rummene. "Et centralt spørgsmål er, ifølge Brandlhuber, om vi også i fremtiden altid skal fremstille alt på de samme betingelser". Hans model er en anden: Om vinteren bor man kun i den varme kerne, med tiltagende opvarmning af omgivelserne udvides boligområdet til også at omfatte området udendørs. Bygning og miljø indgår et differencieret forhold. |
|
|
Sjælen fra 60'erne: Menighedssal St. Agnes. |
|
|
