|
 |
|
|
Anh-Linh Ngo: Sammen med firmaet Siedle har De planlagt bygningskommunikationen til Antivilla i Krampnitz. Hvilke problemstillinger var de vigtigste i denne forbindelse?
Arno Brandlhuber: Det særlige bestod i, at bygningens karakter ikke var defineret klart og tydeligt, og at det skiftede mellem at være et produktionssted og et feriehus. Vi stod over for den opgave at skulle finde ud af, om vi overhovedet skulle skelne mellem den klassiske opdeling mellem den indvendige og den udvendige side. Har Antivilla overhovedet en tærskel, som skal betjenes med et samtaleanlæg?
ALN: Hvordan besvarede De dette spørgsmål?
AB: Da Antivilla kun benyttes en gang imellem, planlægger vi det på en sådan måde, at bygningskommunikationen forbindes med vores kontor i Brunnenstraße i Berlin- Mitte. Desuden indrettes der en snitflade med smartphonen, så vi kan betjene kommunikationen uafhængigt af, hvor vi befinder os. Hertil har vi kun brug for en passende app.
ALN: Hvis designet i dag især formidles gennem overflader i form af interfaces, hvordan formidles det klassiske produktdesign så af designeren?
AB: Vi har også omsat koncepten med den radikale acceptans af det eksisterende til produktdesignet. I stedet for at introducere en ny materialeoverflade til samtaleanlægget har vi besluttet os for at reproducere den eksisterende DDR-kradspuds på facaden. Til dette formål blev der taget et silikoneaftryk af facaden, som så blev fremstillet i støbt aluminium. Vi har beskæftiget os med Siedles historie og foreslået en støbeproces for at oprette en forbindelse med firmaets håndværksmæssige tradition, der i det 18. århundrede startede med klokkestøbning til urmanufakturen. Desuden har den ikke-eloxerede aluminiumsstøbning ikke kun en lignende haptik og overfladestruktur som den grå, ru pudsundergrund, men integrerer også en timelighed i et teknisk apparat, der ellers fremstår med sin fejlfrie perfektion. Materialet forvitrer og ændrer sig som følge af brug. Denne timelighed har vi også taget højde for ved vinduesrammerne, der ligeledes består af ikke-eloxeret aluminium. På materialenivauet findes der altså en direkte relation til bygningens samlede koncept.
ALN: Hvilken konsekvens har denne afgørelse for den tekniske omsætning? For man stiller sig det slet ikke så banale spørgsmål, hvordan en brevspalte eller et kamera skal integreres i denne ujævne overflade?
AB: Hertil har Siedle udviklet en smuk detalje, der også omsætter temaet mimikry billedligt. Da kameraets maskering ikke har nogen klar kontur, opstår der et billedudsnit, der ligner de grove vinduesåbninger, som blev slået ind i facaden. Her blev temaet konsekvent fortsat i en anden målestok. For mig var interaktionen med Siedle dog også interessant mht. den firmainterne kommunikation via kvalitet. Det drejede sig til syvende og sidst ikke om at producere de sædvanlige, meget forædlede og perfekte overflader, der er typiske for Siedles produkter, men om at opnå et ønsket ikke-perfekt look. Dette individuelle kvalitetsbegreb kræver helt andre håndværksmæssige og materialetekniske færdigheder, som Siedle kunne omsætte med sit eget manufaktur.
ALN: Hvis vi nu igen ser det hele med nogen afstand og betragter hele projektet, spørger jeg mig selv om, hvilken rolle materialet generelt spiller i Deres hverdag?
AB: Dette spørgsmål kan jeg kun besvare ved at holde alle billedgivende overflader væk. For med de utallige lag, som vi har i dag, har det yderste lag, som vi registrerer som arkitekturens materialitet, kun en billedeffekt. Det har ikke mere noget at gøre med den faktiske opbygning. Jeg forsøger at lade materialet over materialet væk, så jeg kun har det rå materiale, som jeg har brug for til den arkitektoniske performance. Også selv om resultatet nærmer sig brutalismen en lille smule, så er der en væsentlig forskel, der består i, at jeg ikke forbinder dette med nogen moralsk argumentation. For mig drejer det sig ikke om materialeærlighed eller lignende, men derimod om at se materialet som en ren aggregattilstand. Sagt med arkitektoniske begreber betyder det, hvad man kan bruge materialet til: Tilladet det gennemblik, forbinder det rum, tillader det social interaktion osv.?
ALN: Denne synsvinkel kunne man omskrive med en ny realisme inden for arkitekturen. For den nye realisme som filosofisk retning fremhæver også materialets performance eller sagt på en bedre måde materialets affordans. Materialet skal ikke mere repræsentere en ide og være underordnet denne. Meget vigtigere er det at understrege dettes evne til at skabe realiteter og provokere handlinger. På denne baggrund betyder Deres indsats for en radikal acceptans af det eksisterende metodisk ikke andet end at undersøge det forefundede for dets affordans for at finde forbindelsespunkter til at kunne arbejde videre i en materialefysisk og byggeretlig kontekst.
AB: Bag den nye realisme skjuler sig efter min mening også erkendelsen af, at vi ikke mere kan kontrollere verdenen i alle dens aspekter. Formgivningshøjheden, som fremskynder det moderne, og som stadigvæk er fremherskende i designet, kan ikke mere opretholdes i betragtning af den utrolig hurtige måde, verdenen ændrer sig på, og som vi konfronteres med i dag. Denne form for verdensformidling gennem design må ofte vige til fordel for spørgsmål om performance og serviceydelser. For designere er denne erkendelse ikke nem at holde ud. Og dog sørger den for, at vi kommer videre, da den befrier os fra den fejlagtige antagelse, at vi kan kontrollere verdenen vha. overfladedesign.
Samtalen blev ført af arkitekt Anh-Linh Ngo, der er redaktør af det internationale arkitekturtidsskrift ARCH+.
|
|
|
