Eksisterende byggeri og bestandighed
Omfunktioneringen bliver arkitektens hovedarbejdsfelt

En kommentar fra
Anh-Linh Ngo
Da "Reduce/Reuse/Recycle", det tyske bidrag til arkitekturbiennalen 2012, blev præsenteret i Venedig forbindelse med diskursserien "ARCH+ features", som Siedle var med til at sætte i gang, beskrev Muck Petzet, arkitekt fra München og generalkommissær for den tyske pavillon, formålet med bidraget på følgende måde: "at gøre sig bevidst om eksisterende bygninger og infrastrukturer som central arkitektonisk ressource til at formgive vores fremtid."

Dermed repræsenterer han en mening, der definerer arkitektur og by som "energetisk" ressource. Energibehovet skal her forstås i en bredere forstand. På den ene side drejer det sig om de fysiske aspekter, nemlig den "grå energi", der er gemt i det byggede miljø. Iht. Petzet "baserer værdien af en bygning ikke kun på de fysiske og økonomiske komponenter, men også på immaterielle ting som f.eks. sociale komponenter eller historien bag det eksisterende eller de følelser, som den udløser." Med denne kulturelle forståelse for varighed overvinder den ikke kun den rent tekniske side af varighedsdebatten, men "overhaler" også den konserverende side af bygningsfredningen.

På udstillingen fandtes også projektet Brunnenstraße af arkitekten Arno Brandlhuber fra Berlin, der havde skabt et internationalt anerkendt værk med viderebygningen af en ruin, der stammerede fra en investeringsgruppe. Brandlhuber, der med sine bypolitiske interventioner i Berlin hører til de førende personer efter Stimmanns æra, viderefører med sit seneste projekt "Antivilla" argumentationen fra Muck Petzet.

For Brandlhuber ligger den logiske fejl ved den energetiske sanering deri, at "man ikke tager højde for den energi, der bruges f.eks. til at producere isoleringsmaterialer eller til at transportere dem. Desuden går energispareforordningen ud fra, at hele bygningen som indvendigt rum anvendes som varm bygning uafhængigt af årstiderne, og at i denne forbindelse hersker fastlagte standardrumtemperaturer". I stedet for de almindelige isoleringslag, der implicerer et ensartet indvendigt rum og en uniform anvendelse, inddeler gardinlag om vinteren det store boligrum i enkelte zoner, der er tempereret forskelligt. Denne beslutning medfører, at man "skal tilpasse sin egen brugeradfærd til den klimatiske situation i stedet for at antage situationen som gennemgående standard".
Denne erkendelse bliver mere og mere relevant, fordi "arkitektens hovedarbejdsfelt nu og i fremtiden ikke mere er nybyggeri, men derimod omfunktionering" siger Brandlhuber. "Da der allerede er meget grå energi bundet i eksisterende bygninger, er omfunktioneringsstrategier, der forbinder det energetiske aspekt med en samfundsmæssig betragtningsmåde, særlig afgørende for arkitekturens fremtid." At bygge i eksisterende bygninger får således en samfundsmæssig dimension, der beskytter mod en misforstået traditionalisme og giver eksisterende/gamle bygninger og bestandighed en progressiv, ja sågar en social betydning.

Muck Petzet ser derudover et enormt kreativt potentiale i at skulle beskæftige sig med det eksisterende: "Ved at skrive videre opstår der en tæthed, et dybere lag og en gnidning, der kan berige det, der er forhånden." For designeren Konstantin Grcic, der har formgivet den tyske pavillon sammen med Muck Petzet, er det også af betydning, "at det i formgivningen ikke drejer sig om hele tiden at finde på noget nyt, men at pleje og videreudvikle kvaliteten af de ting, der allerede eksisterer og fungerer."

Dermed fører Grcic debatten ud over arkitekturdiskursen og formulerer en formgivende ide, der for virksomheder som Siedle bliver mere og mere relevant på baggrund af det hurtige, teknologiske fremskridt: Hvis det nyeste allerede er gammelt i morgen, skal formgivningen i højere grad tage højde for livscyklusserne, dvs. kompatibiliteten og eftermonterbarheden af de enkelte produkter samt deres levetid. Produktudvikling bliver således til en evolutionær proces og den formgivende og tekniske varighed til en selvfølge, når det drejer sig om design.

Om forfatteren
Arkitekten Anh-Linh Ngo er redaktør af det internationale arkitekturtidsskrift ARCH+. Han er medinitiator og medkurator af forskellige udstillings-, forsknings- og arrangementprojekter i forbindelse med aktuelle arkitekturtemaer bl.a. mht. deltagelse af ARCH+ i documenta 12 magazines samt i forbindelse med omsætning af ARCH+ "Tærskelatlas", der opstod i samarbejde med ETH Zürich.
Om investeringssikkerhed og værdipleje
© 2020 S. Siedle & Söhne OHG
TOP