Ældning ønsket
Et af vores materialer hæver sig over de andre: Det er ikke uforanderligt, men præget af sine omstændigheder, der sætter sig som naturlige spor: spor fra fremstillingen, fra brugen, fra omgivelserne, fra miljøet. Det lever, det ældes – og det med ynde.
Håndlavet arbejde på det enkelte produkt
Spor af liv
I lange tider har man kun anset lydefri, skinnende genstande for at være attraktive.
Måske er tiden kommet til at tænke i nye baner.
En artikel af designjournalist og forfatter Gerrit Terstiege om materiale som et arkitekturens øjebliksvidne

Enhver arkitekt, der tegner et byggeri, er sig bevidst om, at han/hun er ved at skabe noget blivende: Arkitekturens mål er at skabe en designmæssig og æstetisk fastlæggelse af den fremtidige kurs over årtier. Men lige så meget som en bygning formulerer en arkitektonisk vision, i lige så høj grad er denne vision underlagt forandringer i sin egenskab af at være en konstrueret realitet. Tiden efterlader sig spor: På den måde afspejler et hus sine beboeres berøringer samt påvirkninger fra sol, vind og regn.

Man kan så vælge med alle midler at bekæmpe en sådan patinadannelse eller også – hvilket kan være væsentligt mere hensigtsmæssigt – allerede ved valget af materialer at tage højde for det faktum, at materialer ældes. Hvad med lige fra begyndelsen at vælge et patinaegnet materiale, om hvilket man præcist ved, hvordan det vil ældes – og så udnytte denne proces æstetisk? Ud over bestemte natursten og træsorter er netop kobber og messing kendt for at ældes på attraktiv vis; at optage brugsspor i sig på en måde, man værdsætter, og som med årene fører til en miljøsymbiose med andre anvendte materialer.
Den italienske arkitekt Carlo Scarpa (1906-1978) var kendt for at omgås patinerede materialer med stor indføling. Et utal af den venetiansk fødte Scarpas bygninger står i dag som rene perler i lagunebyen – legendarisk for eksempel hans Olivetti-showroom eller hans kongeniale indgreb i den historiske bygning Fondazione Querini Stampalia. En sådan bygning bliver bare smukkere med tiden netop på grund af de spor, der naturligt sætter sig på byggematerialerne.

Ikke sjældent hører man arkitekter tale om et materiales ærlighed. I den forstand er et materiales ægthed et væsentligt gode i arkitekturen. Og en patina, der ikke skyldes manglende pleje, men tværtimod er en følge af en årelang omhyggelig og fagmæssig korrekt omgang med tingene, har gennem de sidste år spillet en stadig større rolle – også med baggrund i den erkendelse, at det skåner miljøet at bruge tingene i lang tid i stedet for at tænke i korte cyklusser.
Om forfatteren
Gerrit Terstiege studerede på Köln International School of Design, var mange år chefredaktør for designtidsskriftet form og gæsteprofessor på Staatliche Hochschule für Gestaltung i Karlsruhe. Terstiege er udgiver af tre fagbøger, der behandler teori og praksis inden for design, og skriver jævnligt for tidsskrifter og blogs om design og arkitektur.